Værd at vide om at have elever
Muligheder for refusion fra AUB
Alle private og offentlige virksomheder der indbetaler til AUB kan få refunderet en lang række udgifter i forbindelse med elevuddannelsen. Ligeledes er der en række bonusordninger, som løbende udvikles for at øge incitamentet til at tage flere elever. Her er samlet de fleste regler på området. Det er ATP der administrerer ordningen.
Lønrefusion
Virksomheden modtager refusion for alle de uger hvor eleven er tilknyttet skolen. Det sker automatisk til virksomhedens nemkonto. Du kan læse de nyeste satser for refusionen her. Log ind via Virk.dk hvis I ønsker flere info.
Befordring
Virksomheden kan få refunderet elevens udgifter til transport, når eleven er tilknyttet skolen - og søger om det under skoleopholdet. Niels Brock beder eleverne dokumentere deres transport, og så udbetales beløbet igen automatisk via nemkonto.
Udstationering
Der gives tilskud, hvis virksomheden vælger at udstationere eleven under elevtiden. Læs mere om reglerne for refusion her.
Bonus eller straf-bidrag
Fra 1. januar 2018 er der indført et nyt system, der skal øge antallet af praktikpladser. Alle virksomheder modtager et måltal for hvor mange elever det forventes de ansætter. Ansætter man flere elever end måltallet, så får man en bonus. Ansætter man færre elever, skal man betale et ekstra bidrag.
Over 25 år
Ansættelse af voksenelever
Realkompetencevurdering (RKV)
Alle elever over 25 år der starter en erhvervsuddannelse på Niels Brock, får lavet en RKV. Hvis I overvejer at ansætte en elev over 25 år, uden et realkompetencebevis, skal I bede eleven tilmelde sig en realkompetencedag hos os inden ansættelsen. Det er jeres garanti for, at ansættelsesperioden og antallet af skoleuger er korrekt. Resultatet af en RKV kan være, at eleven slet ikke må ansættes i et elevforløb grundet tidligere uddannelse. Se mere i videoen nedenfor.
Kontakt vores vejledningscenter, hvis I har spørgsmål til RKV på voksen.vejledning@brock.dk
Ansættelsesperiode
Den samlede ansættelsesperiode er ikke nødvendigvis 2 år for en voksenelev. Det afhænger af en individuel vurdering, som fremgår af elevens realkompetencevurdering. Så det er en god idé at tjekke den, før I laver en uddannelsesaftale.
Løn
Der gælder særlige lønforhold for voksenelever. Du kan læse mere om dette på Uddannelsesnævnets hjemmeside her.
Antallet af skoleuger
For voksenelever er antallet af skoleuger individuelt. De skal minimum reduceres med 10% ift. andre elever, men på baggrund af en realkompetencevurdering kan dette tal forøges yderligere. Antallet af skoleuger fremgår af voksenelevens realkompetencevurdering.
Praktikplan
Alle elever skal ifølge lovgivningen have en praktikplan. Praktikplanen er med til at beskrive, hvilke områder eleven skal arbejde med på forskellige tidspunkter i praktikforløbet. Planen kan kaldes en forventningsafstemning mellem virksomhed og elev og skal sikre, at eleven opnår de krav, som uddannelsen skal leve op til.
Hos uddannelsesnævnet kan I finde vejledende praktikplaner.