Fagprøve og fagprøvevejledning
Eleven afslutter sin elevtid med en fagprøve inden for sit speciale, og på denne side kan du læse mere om fagprøven – det gode emne, problemstillinger, aktører i fagprøven, rollen som fagprøvevejleder og fagprøveforløbet på din elevs uddannelse.
Fakta om fagprøven
Eleverne laver som afslutning på deres uddannelse et fagprøveprojekt, hvor de skal vise, at de kan kombinere det, de har lært i oplæringsvirksomheden og på skoleopholdene.
Fagprøven omfatter en arbejdsopgave, som vælges af eleven og oplæringsvirksomheden og som godkendes af skolen.
De formelle krav er, at eleven skal kunne:
- formulere en idé og fastsætte et mål for arbejdsopgaven
- planlægge og gennemføre arbejdsopgaven
- evaluere egen indsats i forhold til de fastsatte mål for arbejdsopgaven
- dokumentere forløbet.
Typer af fagprøveemner
Fagprøven skal afspejle den færdiguddannede administrative medarbejders faglighed. Samtidig er det væsentligt, at elevens arbejde med problemstillingen tilfører virksomheden værdi.
Eleven skal derfor finde en konkret arbejdsopgave inden for det administrative område på arbejdspladsen, som eleven og virksomheden mener kan optimeres, udvikles eller kvalitetssikres.
Det kan for eksempel være:
- Arbejdsgange
- Informationsmateriale og vejledninger
- Intern og eksterne kommunikation på intranet eller hjemmeside
- Procedurer
- Brug af systemer
- Bruger-/kundeservice
- Optimering af økonomi og ressourcer
Eleven bør holde øjne og ører åbne i hele sin elevtid – og notere sig, når de møder en situation, hvor de tænker, at noget kan forbedres.
Det gode fagprøveemne
Et godt fagprøveemne knytter sig til en situation, der ”kalder” på en løsning. Det kan for eksempel være:
- når der sker fejl
- at brugerne gør noget andet, end vi gerne vil have
- der er spild – miljø, ressourcer, tid, fejl med mere
- utilfredsstillende økonomi
- at nogen savner noget
- kvalitetsforbedringer
- krav til automatiske processer
- krav til anvendelse af AI
- krav til et grønt eller bæredygtigt fokus
- manglende levering på kundens behov
- kravsspecifikationer til forsyningskæden
- globale ændringer – for eksempel samhandel
- organisatoriske ændringer og/eller udfordringer.
Desuden er det vigtigt, at en løsning tilfører værdi til virksomheden, for eksempel i form af økonomi, bæredygtighed, service, kvalitet med flere, at problemstillingen ikke allerede er løst, og at idéen skal falde inden for specialets rammer.
Det betyder blandt andet, at eleven ikke kan arbejde med problemstillinger, der indbefatter kritik af eget elevforløb, psykisk arbejdsmiljø, omstruktureringer, nye behandlingsmetoder med mere.
Ansvar og vejledning
I fagprøven er der tre aktører:
- Eleven, der har hovedansvaret for sin fagprøve
- Skolen, der laver rammerne, vejleder i teori og metode og afholder eksamen
- Virksomheden, der sparrer om og godkender problemstilling, støtter eleven undervejs i forløbet samt hjælper med kontakter og data på arbejdspladsen.
Eleven
- Foreslår fagprøveidé og problemstilling
- Planlægger projektet
- Samler data (empiri)
- Vælger teori og begreber til analyse, løsningsforslag og implementering
- Udformer rapport
- Går til eksamen
Skolen
- Sparring om emne og problemstilling
- Faglig sparring og vejledning i teori og metode
- Vejledning i rapportskrivning
- Studie- og SPS-vejledning
Oplæringsvirksomheden
- Sparrer om og godkender idé og problemstilling
- Sparrer om projektplanen i virksomheden
- Godkender og eventuelt kvalitetssikrer forslag til dataindsamling
- Hjælper med kontakter til for eksempel interviews
- Kan hjælpe med korrekturlæsning og/eller kvalitetssikring
Eleven er hovedansvarlig for både projekt, planlægning af processen og rapportskrivningen, men både skole og oplæringsvirksomheden spiller en vigtig rolle i processen.
Eleven har en fagprøvevejleder på skolen – og vi anbefaler, at I også tildeler eleven en fagprøvevejleder hos virksomheden. Det kan være den uddannelsesansvarlige, oplæringsansvarlige eller en anden kollega med for eksempel en særlig faglig indsigt i problemstillingen.
På skolen er elevens fagprøvevejleder en underviser, som vejleder undervejs i processen og fører eleven til eksamen.
Fagprøvevejledning i virksomheden
Som fagprøvevejleder spiller du en vigtig rolle i elevens fagprøveprojekt, da arbejdet med fagprøven knytter sig til konkret arbejdsopgave i oplæringsvirksomheden – og her er du elevens kontaktperson.
Fakta om fagprøven
Fagprøven kan laves i grupper
Eleven kan skrive fagprøve med en eller to andre elever. Er eleverne fra forskellige oplæringsvirksomheder, skal problemstillingen være relevant på alle virksomheder. Det kan for eksempel være en snitflade-problematik.
Er eleverne fra samme virksomhed, er det en fordel, at alle elever har kendskab til det arbejdsområde problemstillingen udfolder sig inden for.
Elever kan også lave fælles dataindsamling, hvis de arbejder med samme problemstilling og derefter lave hver sin analyse og løsningsforslag.
Bedømmelsen
Inden for specialet vurderes elevens evne til at:
- udføre en arbejdsopgave og inddrage relevante teorier, metoder, digitale værktøjer fra specialet
- kvalitetssikre sin skriftlige kommunikation
- evaluere egen indsats i forhold til de fastsatte mål for opgaven
- med kritisk sans at anvende generativ kunstig intelligens og dokumentere arbejdet med generativ kunstig intelligens i løsningen af arbejdsopgaven og kvalitetssikringen af den skriftlige dokumentation, hvor det er relevant.
Fagprøveopgaven består af tre dele
En skriftlig opgave
Eleven skal udarbejde en skriftlig rapport på baggrund af fagprøveprojektet. Omfanget er 10-15 normalsider á 2.400 tegn inklusive mellemrum.
Eleven bliver præsenteret for krav til rapporten på skolen – og de kan variere fra speciale til speciale.
Fagprøverapporten skal afleveres digitalt senest den sidste dag i skriveperioden på mitnielsbrock.dk.
En præsentation
Elevens fagprøveeksamen varer i alt 30 minutter.
Heraf varer elevens præsentation 10-12 minutter.
En eksamen
Eksaminator stiller efter præsentationen spørgsmål, hvorefter eksaminator og censor voterer og giver eleven en tilbagemelding.
Eleven bliver i undervisningen præsenteret for kravene til eksamen, som kan variere fra speciale til speciale.
Eleven skal som minimum opnå karakteren 02 for at bestå sin fagprøveeksamen.
Hvis eleven ikke består sin eksamen
Eleven vil få en grundig tilbagemelding efter eksamen og herudover et tilbud om et møde med vejleder og eventuelt studievejleder.
Fagprøvevejleder fra oplæringsvirksomheden kan desuden deltage i mødet. Til mødet får eleven vejledning i for eksempel yderligere dataindsamling, analyse, løsningsforslag. Eleven vil herefter få en ny eksamensdato.
Består eleven heller ikke fagprøveeksamen nr. 2, kan der søges om endnu et forsøg hos Uddannelseschefen Henriette Jørgensen, som kan kontaktes på hen@nielsbrock.dk.
Snyd
Elevens skriftlige rapport skal være elevens egen og selvstændige besvarelse.
En eksaminand må ikke benytte ikke-tilladte hjælpemidler eller på anden vis få uretmæssig hjælp til besvarelse af en opgave.
Klage
Eleven har mulighed for at klage, hvis de er utilfredse med et eller flere af følgende forhold:
- Bedømmelsen
- Spørgsmål under eksamen
- Prøveforløbet
Eleven skal i givet fald sende sin begrundede klage til uddannelseschef Henriette Jørgensen på hen@nielsbrock.dk senest 2 uger efter eksamensdagen.
Fagprøveforløbet
Fagprøveforløbet varierer fra speciale til speciale. Du finder forløbene nedenfor.
Har du spørgsmål?
Administration
Henvendelser om uddannelsesforløb, tilmeldinger og uddannelsesbevis.
Åbningstider
- Mandag: kl 7:45-15:30
- Tirsdag: kl 7:45-15:30
- Onsdag: kl 7:45-15:30
- Torsdag: kl 7:45-15:30
- Fredag: kl. 7:45-14:00
Ferie- og lukkedage
Telefon33 41 91 68